• Rapport: Hver femte i 4. og 7. klasse har ikke lyst til at gå i skole

    المصدر: BDK Borsnyt / 02 سبتمبر 2024 23:02:55   America/New_York

    Hvert femte barn i 4. og 7. klasse har sjældent eller aldrig lyst til at gå i skole. Nogle af årsagerne er frygten for ikke at kunne være sig selv, at undervisningen er kedelig og lange skoledage. Det skriver Børns Vilkår i en ny rapport ved navn "Trygge fællesskaber - det gode skoleliv ifølge børn i 4. og 7. klasse", som er støttet af Nordea-fonden. Ser man på klassetrinene hver for sig, så er det 25 procent af eleverne i 7. klasse, der ikke har lyst til at gå i skole. I 4. klasse gælder det 16 procent af eleverne. Knap halvdelen af børnene har altid eller for det meste lyst til at gå i skole. Rapporten er lavet på baggrund af 2250 spørgeskemabesvarelser fra elever i 4. og 7. klasse og interviews med 150 elever fra de samme to klassetrin. En af de hyppigste årsager til, at børnene ikke har lyst til at gå i skole, er at de ikke kan være sig selv i klassen. 24 procent af børnene oplever ikke, at man i deres klasse kan være den, man er, uden at blive drillet eller mobbet. Andelen er højest blandt pigerne i 7. klasse, hvor hver tredje ikke føler, at man i deres klasse kan være den, man er, uden at blive drillet eller mobbet. Direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl siger, at det er trist, at flere fortæller, at de ikke føler, at de kan være sig selv, hvis de skal have en plads i fællesskabet. - Venskaber og fællesskab er afgørende for børns trivsel, og den her rapport vidner om, hvor vigtigt det er, at voksne på skolen tager ansvar for at hjælpe det på vej, siger han i en pressemeddelelse fra Børns Vilkår. Rasmus Kjeldahl opfordrer skolerne til at lytte til børnestemmerne i rapporten og med dem se på, hvordan alle børn får lyst til at gå i skole. I rapporten har børnene nemlig flere bud på, hvordan skolen bliver tryg for alle. En del involverer nærværende og tålmodige lærere, der skaber plads til at fejle og hjælper alle børn ind i fællesskabet samt støtter dem, der har det svært. Ifølge børnene kan det meste nemlig fungere, så længe de har gode venner. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/rapport-hver-femte-i-4-og-7-klasse-har-ikke-lyst-til-at-gaa-i-skole
شارك على،